Blue: Er et usædvanligt samarbejde mellem en rocksanger og en jazzpianist.
Thomas Negrijn
er sanger og sangskriver og har været på den danske scene i ca. 20 år
blandt andet som sanger i rockgruppen Simcess og senere i gruppen Bl!nk,
der sidst i 90erne solgte over 500.000 CDer i Asien.
Torben Kjær
er komponist og pianist, og har spillet med et stort udvalg af
internationale kunstnere.Sammen har de lavet
al musik og tekst til to CDer bortset fra enkelte klassikere af Chris
Isaak, George og Ira Gershwin, Dennis/Adair og Phil Lynott.
Om Blue -
Slow Down
skrev pressen:
-
stemningsmættede blå ballader....Negrijn Crooner som en
anden Brian Ferry og den rent akustiske backing spiller som et
tilbageholdt åndedrag (Henrik Quitch, Ekstra
Bladet)
-
jeg vil tro, man kunne forføre en nonne med Slow Down
(Erik Andersen,
Vejle Amts folkeblad)
CDen udgør et usædvanligt, melodisk og meget
fartnedsættende møde mellem to musikalske personligheder.
Den nye CD Blue - Lie
Down indeholder som Slow Down de ”blå” ballader, men også
råswingende, storbyfrække og groovy sange om
livet
og kærligheden i 2000 – tallet.
Igen har vi lånt to sange: The Night We Called It A Day
og Thin Lizzy–hittet Still In Love With you.
Ole Skipper spiller bas og Ole Bo trommer på denne
dugfriske Pop’n’Jazz CD.
Glostrup-trioen
Dette er historien om tre
drenge fra Glostrup, der i 12-års alderen begyndte at spille jazz og i
dag, alle værende 60+, stadig spiller sammen med den dybe indføling, et
langt liv med musikken som omdrejningspunkt har givet dem. Det er
historien om tre drenge, der trods vidt forskellige musikalske karrierer
stadig finder tonen sammen. Og det er en historie om at turde stille sig
op med mere erfarne musikere – og lære af det.
Trioen akkompagnerede
meget tidligt en lang række udenlandske og hjemlige solister, f.eks. den
svenske barytonsaxofonist Lasse Gullin, Palle Mikkelborg, Bent Jædig,
Per Carsten og mange andre.
Ole
Streenberg,
trommeslager, Bent Jædig-prismodtager og mange af de store jazzmusikeres
foretrukne trommeslager. Har spillet med Gud og hvermand og er medlem af
den nu genoplivede gruppe Sectret Oyster med bl.a. saxofonisten Karsten
Vogel. Gruppen har lige været på en vellykket USA-tur.
Henrik
Dhyrbye,
bassist med det fedeste drive i byen. Spiller med blandt andre Rudy
Smith, der spiller bebop på olietønder. Henrik er også aktiv i Dansk
Jazzmusiker Forening.
Trioen spiller et repertoire af
jazzstandards, nordiske folkesange og originalkompositioner af blandt
andre Kurt Weill og Jaques Brel, men fortolker hver enkelt sang med en
indføling og underfundighed, der gør musikken til alt andet end
sædvanlig triojazz.
Roy Meets Girl:
Baby, It’s
Cold Outside,
men det skal ikke forhindre et usædvanlig varmt musikalsk møde med
Martin Roy Wade og Krestine Havemann.
Disse to smukt syngende
sjæle akkompagneres på bedste vis af trioen Torben Kjær,Hugo
Rasmussen og Tom McEwan.
Det er fortrinsvis den
amerikanske sangskat, der står på programmet, der byder på et
overflødighedshorn af vidunderlige sange som: Let’s Call The Whole Thing
Off, Sway, Baby, It’s Cold Outside, Cheek To Cheek, L.O.V.E. og Two
Sleepy People. Men repertoiret vil også indeholde musik af Burt
Bacherach, Beatles, Kurt Weill og irsk folketone, altsammen leveret med
et overskud af musikalitet, originalitet, fine arrangementer og ikke
mindst megen varme og humor.
PH – En på lampen
CD og teaterforestilling
Torben Kjær har i de
seneste 3 år været kapelmester på Den danske Skueplads’ forestilling ”PH
– En på lampen”. Repertoiret er naturligvis Poul Henningsen og de
komponister, der satte musik til hans tekster: Bernhard Christensen, Kai
Normann-Andersen, Amdi Riis, Karl Bjarnhof m.fl.
Forestillingen har spillet
på PH-cafeen på Halmtorvet og i Arbejdermuseet i Rømersgade i sammenlagt
6 måneder. Udover det har forestillingen turneret rundt i landet.
Forestillingen er blevet
meget rost af af publikum og den presse, der har overværet den (se
anmeldelser)
Publikum har i stort tal
efterspurgt en CD – indspilning. Den foreligger nu og kan også fås med
den nys genoptrykte PH Viser (Thaning og Appels forlag).
Båret af skuespillerne
Jette Sophie Sivertsen, Christian Steffensen og Morten Tunbo og Torben
Kjær, piano, Thomas Ovesen, bas og Mikkel Find, trommer har CDen den
blanding af sødme, melankoli og det jazzede tonesprog, der gennemsyrer
musikken, som til stadighed fanger lytteren ind, og med sin fantastiske
lethed løfter PHs ord op gennem tiderne.
Og så siges det at jazz
ikke er morsomt! Vanvittigt, barokt, op ad vægge og ned ad stolper, rå -
swingende og altid musikalsk. ”Vi gør i virkeligheden ikke ret meget”
siger Tom, mens han fløjter som den skrutryggede kolibrihøne, til
tonerne af ”I en Klosterhave”.
Trioen spiller lige fra
”jeg-ved-ikke-hvad” til ”hvad-som-helst” og optræder for hvemsomhelst
uden skelen til alder eller køn. Fra Afrika til Nordpolen, om Toms
ekvilibristiske evner demonstreres i ”Holiday On Rice”, om det er den
danske sangskat eller operalitteraturen, der tages under kærlig
behandling eller om trioen spiller swingende jazzmusik derudaf,–
kedeligt er det ikke!
Under navnet
Tonajt-trioen er Tom McEwan, Hugo Rasmussen ogTorben Kjær
lejlighedsvis backing for skuespilleren Flemming Jensen.
Rasheema
(”she’s the total end!” Sammy Davis
Jr.)
Samarbejdet med den
amerikanske sangerinde går helt tilbage til 1988, hvor vi turnerede
rundt i Danmark og Tyskland.
Rasheema tilhører samme
generation jazzsangere som Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan. Hun har
kendt Ella Fitzgerald personligt. De fik begge deres debut på “Apollo
Theatre” i Harlem ved at vinde “Amateur’s Night”. Hun har under sit
fødenavn Gloria Smyth (“Little Miss Muffet”) indspillet med Count Basie,
Chico Mendoza, Les McCann og Dizzy Gillespie. Efter en pause fra
musikken vendte hun i 1988 tilbage til jazzen. Sit nuværende navn har
hun fået af Muhammed Ali.
I mange år har Rasheema
været en hyppig gæst overalt i danmark, bl.a. på Copenhagen
Jazzfestival.
I dag bor hun i New
Jersey, hvor hun spiller på blandt andet Cotton Club i Harlem, New York.
Hun har optrådt både i Europa og i Australien og har også haft flere
shows på landsdækkende radio og TV i USA.
Rasheema er i dag 72 år og
har aldrig sunget bedre.Hun er som Ella Fitzgerald fuldstændig
ukunstlet, er fantastisk på en live-scene, og hun ser godt ud! Hun er
simpelthen “den ægte vare”. (citat:Hugo Rasmussen)
Musikalsk og
repertoiremæssigt er hun umiskendeligt helt sig selv og øser
selvfølgelig af jazzens standardrepertoire, men sammen har vi skrevet
WE’LL TRY AGAIN TOMORROW NIGHT på CDen Stolen Moments og “WILL YOU STILL
LOVE ME TOMORROW” på den nye CD A Time For Love.
9 – forestillingen
er et skolekoncertkoncept der består af Fritz Berthelsen og Torben Kjærs
første forestilling fra 2001, indeholdende Historien om en soldat, Daffy
goes to Hollywood, Jazz med dyrene og den anden forestilling fra 2006,
indeholdende Den Grimme Ælling –som rap, Det klør og Kradser og det
store detektivpotpourri.
Trommeslager og producer Troels K.Kjær har sluttet sig
til truppen, der med et elektro – akustisk lydunivers, en god portion
humor og en masse godt musikerskab har aktiveret og henrykket børn fra
forskolealderen og til 6. – 7. Klasse på mere end 60 skoler.
Se og hør klip fra 9 – forestillingen på My Space,
YouTube eller her
Sammen med forfatteren og
filminstruktøren Hans Kragh-Jacobsen har Torben Kjær skabt operaen De
syv dyders hus.
Operaen er en fortsættelse af
Brecht/Weills opera De syv dødssynder fra 1933. De syv dødssynder
fortæller om to søstre ( de hedder begge Anna), der gennem syv år
arbejder sig gennem syv amerikanske byer for at tjene penge til, at
familien hjemme i Louisiana kan bygge sig et lille hus. På deres rejse
møder Anna og Anna de syv dødssynder: Hovmod, Griskhed, Utugt,
Misundelse, Grådighed, Vrede og Dovenskab.
Hans Kragh-Jacobsen
fortsætter i De syv dyders hus historien: familien har indrettet
huset i Louisiana med et værelse for hver af de syv ugedage og
tilhørende dyder: mandag er flidens dag, tirsdag ydmygheden og så
fremdeles. Familien er selvfølgelig befængt med alle dødssynderne og
tilmed både småborgerlig, fascistisk og hyklerisk. Da en elsker,
Fernando, fra Annas tidligere liv dukker op ved huset, vil familien jage
ham bort/slå ham ihjel og operaen munder ud i en grum økseballet, hvor
Anna slagter sin familie (og Fernando) med en økse. Der er således megen
dramatik og en masse syvtaller i operaen, der varer 55 minutter.
Musikdramatisk Teater
havde urpremiere på Ina - Miriam Rosenbaums meget vellykkede
iscenesættelse af De syv dyders hus 12.marts 2009 og
forestillingen har sammen med Leonard Bernsteins 1-akts opera Trouble
In Tahiti spillet i Herning, Holstebro, i Ålborghallen og i Århus
Musikhus. Operaen fik meget fine anmeldelser.
Det er Hans Kragh-Jacobsen
og torben Kjærs første, men ikke sidste opera sammen. Næste opera
Skoven i Dybet fra de to herrers side er allerede på vej.
Samarbejdet har også resulteret i den Danmarkssang, der for tekstens
vedkommende vandt KODAs Spil –Dansk – konkurrence 2008.Teksten med
Torben Kjærs melodi står i den nye sangbog med Årets danske sange 2008
fra Dansk sang.
Torben Kjær er uddannet
filmkomponist. Torben Kjær har deltaget i kurser og seminarer hos Jerry
Fielding, Fred Karlin, David Raksin og Bruce Broughton, filmseminarer på
Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft 1995 og 1997 og sidst (2006-2007)
deltaget i/bestået Filmscoring 1-2-3-4 med Hummie Mann (Simpsons,
Mel Brooks). Hummie Mann er medstifter af Pacific NorthWest Filmscoring
Institute og de fire moduler er det tætteste man kommer på en egentlig
autoriseret filmkomponist-uddannelse.
Det er en naturlig del af
en komponists virke at lave musik til billeder. Torben Kjær har skrevet
musik til levende billeder igennem hele sin karriere. Musik til
kortfilm, dokumentarfilm, sponsorfilm, reklamespots,
TV - udsendelser, comedy,
m.m. hvoraf kan nævnes ”Det er Falck” (sølvmedalje for musikken New York
1987), Sofies skolegang (DR-TV), Jensen Tonajt (DR-TV), Talkshowet med
Jarl Friis mikkelsen (DR-TV), 2 TV-musicals, Musiknytår, m.m.
Mest aktuel er musikken
til kortfilmen Manden i Båden af instruktøren Rasmus Valentin (Enclave
Film). Musikken er indspillet april 2009 med DR-Underholdningsorkestret.
Torben Kjær har
arrangeret musikken til DR-TVs successerie Krøniken og Nils
Arden Oplevs film Drømmen, indspillet med London Philharmonic
Orchestra. Sidst har han arrangeret en del af Svenn Skippers musik til
filmen De vilde svaner, indspillet med Odense Symfoniorkester.
Torben Kjær har sammen med
Svenn Skipper arrangeret Anthony Lledos musik til den svenske
vampyrfilm Frostbiten. Musikken blev indspillet med Slovak Radio
Symphony Orchestra i Bratislava med Allan Wilson (Ringenes Herre) som
dirigent og blev i 2006 kåret som Best Score ved Los Angeles Horror Film
Festival. Anthony er nu bosat i Los Angeles som filmkomponist.
Af andre arrangøropgaver kan nævnes
Dictes og Peter Bellis klima-hit ”Har vi feber” (www.1tonmindre.dk),
Odense Teater (Leonard Bernsteins Candide) og Verden er våd og lys (Det
kgl.Teater) og orkestrationer til Det kgl. Kapel, DR symfoniorkestret,
DR Underholdningsorkestret, DR Big Band,Slovak Radio Symphony Orchestra,
London Philharmonic Orchestra, Sønderjyllands Symfoniorkester, Ensemble
Midtvest, Ensemble Domino, Paizo kvartetten og for andre danske scener,
ensembler og solister.